Den her tekst er til dig, hvis du er på jagt efter inspiration til mere motiverende fjernundervisning.
Hjemsendelsen har været længe nu. Og her i midten af februar lader det til, at den nok kommer til at vare nogle dage og måske uger endnu. På forskellige sociale medier diskuterer lærere, undervisere, pædagoger og skoleledere stort set alle sammen: hvordan sikrer vi, at eleverne er motiverede, selvom de sidder hjemme og modtager fjernundervisning?
Du og dine kollegaer gør sikkert allerede meget. Men hvem ved, måske kan du finde lidt hjælp og inspiration her.
Hvad er rammerne?
På opfordring har jeg kastet mig ud i at planlægge en skoledag, som jeg ville afvikle den, hvis jeg skulle fjernundervise. Udgangspunktet er en 5. klasse, der har om eventyr i dansk. Rammen for min dag er planlægningsmodellen REMAP, som jeg blev præsenteret for at en amerikansk konsulent for en del år siden.
Forhåbentlig giver det så meget mening, at du selv let vil kunne sætte dit eget indhold ind i stedet.
REMAP
Indhold: | |
R: Review Gennemgå og genopfrisk, hvad eleverne ved om emnet. Måske har I arbejdet med det før, måske har de set en film og så videre. | Jeg ville starte med et morgenmøde, hvor vi sammen lavede en padlet på fx SkoleTube. På den ville jeg bede eleverne skrive, alt hvad de ved/kan huske om eventyr. Hold øje med, hvad de skriver og hjælp dem evt. på vej med små påmindelser eller andet, der kan hjælpe dem på vej. I denne fase får du også et godt indblik i, hvad du skal fokusere på fremadrettet. |
E: Engage Skab engagement ved en overraskelse, noget anderledes eller en handling, der vækker deres nysgerrighed. | Læs starten af et eventyr op. Vælg gerne et, hvor nogle af d meget klassiske genretræk gør igen. I mit tilfælde ville jeg fx læse starten af “De vilde svaner” af H.C Andersen, mens elever så på billeder af svaner, prinsesser og andet, der fremgår i eventyret. “Langt borte herfra, der hvor svalerne flyver hen, når vi har vinter, boede en konge, som havde elleve sønner og en datter..”. Men det kan selvfølgelig også være et, der starter med “Der var en gang…”. |
M: Model: Vis eleverne, hvad du forventer af dem. Det er også i denne fase, at en god guide til eleverne kan frigive meget tid, som du så kan bruge på at hjælpe de elever, der har brug for lidt tættere kontakt med dig. | Eleverne vil i dette forløb skulle lave tre trin: Trin 1: Her ville jeg præsentere eleverne for en tekst, video eller andet, hvor de ville skulle tilegne sig ny viden om eventyrgenren og aktantmodellen. Trin 2: Eleverne skal sætte “De vilde svaner” ind i aktantmodellen og lave et kort resume. Til aktantmodellen ville jeg enten selv lave en video eller evt. finde en på YouTube, de kunne bruge som støtte. Trin 3: Her skal de bygge en scene fra “De vilde svaner”. De kan vælge mellem at gøre det digitalt (i fx CoSpaces) eller analogt med papir, farver og saks. Til det ville jeg fx lave en video, hvor jeg viser dem, hvad jeg forventer af deres præsentation. |
A: Assist Denne fase ligger i forlængelse af M og nogle elever vil nå hertil før andre (her kommer din guide virkelig i spil). Din rolle er at fungere som “den konsultative lærer”. Lad eleverne arbejde i mindre grupperum med hinanden og sørg for, at du er til stede i et rum, som de kan besøge efter tur, hvis og når de skal bruge din hjælp. | Nu arbejder eleverne med udgangspunkt i den opgave, jeg har formuleret til dem. De har de videoer og den tekst, de skal bruge og ved, hvor de kan finde hjælpe fra dig. |
P: Prove Nu skal eleverne så “bevise”, hvad de har lært. | Jeg ville sætte god tid af en afslutning, hvor de fx på tværs af deres mindre grupper præsenterer deres arbejde for hinanden. Præsentationerne ville jeg afvikle forskudt i mindre grupper. Dem, der ikke fremlægger og ser på, kan læse, lave træningsøvelser eller andet, mens de venter. Det ville være vigtigt for mig at undgå, at eleverne kommer til at sidde og lytte til alles fremlæggelser. I stedet ville jeg optage alle og lægge ud på en fælles kanal på fx SkoleTube. På den måde kan deres forældre også se dem. Til sidst ville jeg vende tilbage til vores fælles brainstorm om eventyr. Med en anden farve ville jeg bede eleverne notere, hvad de nu havde lært om eventyr. På den måde ville deres oplevelser, nyfundne viden mm. blive visualiseret for dem. |
Afsluttende tanker
En dag kan jo se ud på mange måder. Den viste her kunne fx laves på tværs af klasser, så der var endnu mere mulighed for hjælp og faglig niveaudeling. Og ja – så kan modellen jo bruges i alle mulige andre fag. Kun fantasien sætter grænser. Ingen har sagt, at motiverende fjernundervisning er let, men det behøver heller ikke være svært.
Send endelig din feedback til mig på anders@verdensbedstedanskeskole.dk, eller find mig på LinkedIn eller Twitter. Begge steder elsker jeg at tale om undervisning, og jeg vil meget gerne høre, hvordan du motiverer dine elever!